Viser opslag med etiketten Skovly. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Skovly. Vis alle opslag

onsdag den 9. juli 2014

Ferietid





Ferien har indfundet sig, og selvom to-do listen er lang og vi hårdt mangler et badeværelse, må tiden nødvendigvis også bare gå med ingenting, når der er et lillebitte menneske på matriklen. Det kan være en anelse svært at fordybe sig i stabelklodser, når det ligner alt er væltet omkring os, men det er nok meget godt at være tvunget til at fokusere på alt det rare omkring en. Det bliver hurtigt til, at man kun ser alt det, der endnu mangler, men shit vi er kommet et stykke vej.

Lidt sker der da også, og når varmen hænger tyk og fugtig over markerne og mellem træerne, gør det ikke så meget, at de mange halvfærdige projekter til stadighed tvinger os indendørs under stråtagets kølighed. Trods manglende badeværelse overspringshandler jeg med at få lavet et værelse klar til den lille mand på billedet, indtil vi begge har ferie og kan tage fat på de mere omfangsrige opgaver i det kommende badeværelse. Såsom vægge. Og gulv. Og loft. Faktisk består rummet lige nu af et betongulv med kig til blå himmel. Ret avantgarde.



Kids room in the making



Noget af det, vi kan sætte et kryds ved (på nær de famøse lister, der altid mangler), er vores køkken. Det startede som lidt af en grimrian, men er endt så fint og hyggeligt, og uden at ruinere os takket være en malerkyndig svigermor med god tålmodighed. Et ordentligt før-og-efter indlæg skal der nok komme en dag, men indtil videre blot et smugkig på det stort set færdige resultat.







søndag den 29. juni 2014

Pletter af lykke




















Laden

Efter længere tids forsømmelse af bloggen er dette nok ikke det mest oplagte sted at starte. Men når hverdagen indfinder sig i et hus med børn, bliver det et spørgsmål om at holde væggene fri for havregrød snarere end at få spartlet færdigt. Næste gang man kan se cirka halvdelen af overfladerne for rod, så lover jeg, der kommer billeder. Men indtil da håber jeg, det udenom rækker.

Et af de mange steder på ejendommen, man tager som en selvfølge, men som der ligger rigtig meget arbejde i, er laden. Den er efter sigende opført efter 2. verdenskrig med Marshall-hjælp og grantømmer fra egen skov. Der har på egnen været tradition for, at gårdene inde i landsbyen havde en skovlod herude, hvor vi bor, hvilket forklarer myriaden af små matrikler i området. Her kunne der bl.a. hentes tømmer, når der skulle bygges, og ladens bærende konstruktion består da også af afbarkede granstammer. 

Den var beklædt med bræddestumper fra gamle kasser, og det var nødvendigt at udskifte samtlige vægge. Vi valgte at beklæde den med kalmarbrædder af Douglas istedet - med tiden vil de patinere og lade bygningen falde mere diskret ind i omgivelserne. Faktisk var brædderne en overraskende økonomisk løsning, der også kan klare sig uden træbeskyttelse. Ekstra bonus når vi nu ikke er flyttet herud for at male bygninger, men dyrke jorden..

Laden som den stod ved overtagelsen

Undervejs


"Det bliver godt, det bliver godt, det bliver godt..."

Og vores pandekagehus af en lade blev færdig med familie og gode venners hjælp. Den er vind og skæv i hele sin konstruktion, men tilstrækkeligt solid til, at det rakte at tilpasse beklædningen. As long as it works, right?

tirsdag den 25. marts 2014

I skovens dybe stille ro

Vores lille hus lå midt i en skov. Det gør det sådan set stadigvæk, men der er sket lidt med skoven siden sidst. En stor del af bevoksningen bestod af forvoksede juletræer på rad og række, og det er slut med dem nu. Et par dage med besøg af en meget stor maskine har gjort kål på dem, og grunden ligner nu mest af alt noget, der har været udsat for en eksplosion eller et meget kraftigt stormfald. Men om fire måneder er det hele væk, lavet til flis, og vi kan komme i gang med at plante noget, der er lidt mere interessant.

Når vi når dertil, vil jeg overlade scenen til natureksperten og en uddybende gennemgang af projektet. Det er nemlig ret spændende, sådan noget med skov, og det bliver kønnere, det kan jeg godt garantere.



En del af nåletræerne set fra vejen, før skoventrepenøren gik i gang.



Same setting, blot fra anden vinkel og med mere himmelrum



Der er også flyttet dyr ind på bedriften, en kat og 24 kyllinger af racerne Lys Sussex og La Bresse. Sidstnævnte er en fancy pancy kødrace fra Frankrig, der sælges dyppet i mælk og syet ind i et klæde til mange hundrede kroner pr. styk. Helt så avanceret kommer det ikke til at foregå her, men det bliver interessant, om de kan leve op til deres ry. Lige nu er de bare bittesmå og gule.






fredag den 17. januar 2014

Nu nærmer det sig sgu!

Det er helt utroligt, så hurtigt tiden går. Intet blogindlæg siden 4. januar?! Nåmen det er jo ikke fordi, der ikke foregår ting og sager. Vi planlægger at flytte ind i huset inden for de næste par uger, og det er faktisk ikke helt urealistisk. Det er til at se en ende på stuen, der mangler de sidste lister og en omgang afsluttende vægmaling, så er den klar til møbler. Køkkenrummet er også ved at være klar til elementer, og burde kunne færdiggøres i løbet af den næste uges tid, hvis ikke der dukker alt for meget uventet op. Såsom et oliefyr, der insisterer på at gå i stykker NU, selvom det kun lige skulle køre en måneds tid eller to endnu, indtil vi er klar med det nye fyrrum. Godt vi har en kreativ VVS'er, der forhåbentligt kan udøve lidt magi på det gamle skrummel.

For at tage en opsummering på det mere tekniske, så har væggene først fået en omgang sandmaling for at give struktur, og derefter vægmaling fra Dyrup i farven Bomuld og glans 10. Det giver hvide vægge, der ikke skærer for meget i øjnene, og passer fint til det gamle hus. Lofterne har fået samme farve i glans 25, og så har bjælkerne fået en Birkehvid i glans 25 for at skabe en smule kontrast. Vi er meget tilfredse med resultatet, det er lyst og venligt uden at blive for hvidt. Gulvet er et Logoclick Vinto egelaminatgulv, der gerne skulle kunne modstå legetøj og hundepoter i en god del år frem. Når det engang skal skiftes, så mind os lige om ikke at vælge usynlige samlinger - der er ikke noget, der bliver usynligt i et skævt hus fra 1827. Men godt ser det ud! Derudover har huset spist alt for mange sække mørtel, en hel del sandspartel og en omgang Fermacell gipsplader, og det er helt vildt, hvor mange underlige småting, der ryger på budgettet. Jeg tror, "akrylfuge" er det mest brugte ord på adressen pt.

Men alt det er I sikkert ikke helt vildt interesserede i - måske I hellere vil se billeder? Here goes!



Stuen med det nye gulv og færdigmalede lofter


Kig mod entréen


Men naturen er hele tiden tæt på!


Snevejr og ild i brændeovnen




Husets første officielle beboer fra søde og hjælpsomme venner




lørdag den 4. januar 2014

Hyggestunder

Godt nytår derude, her er vi alle kommet godt med over årsskiftet, og arbejdet fortsætter ufortrødent. Med dejlige fremskridt, der giver troen på, at vi har taget den helt rigtige beslutning - for nu drikkes der kaffe foran denne her, i vores fine lyse stue, hvor vægge og lofter har fået første gang maling, og varmen begynder at indfinde sig:


Vores lille arbejdshest


Med udsigt til skov og hvide lofter


...og landets smalleste dør.






Det er slet ikke til at tro, at det så sådan ud for bare lidt over en måned siden. Det giver en ordentlig røvfuld ny energi, om man så må sige!





Tilføj billedtekst


Det skal siges, at vi slet slet ikke kunne have gjort det uden hjælp fra vores dejlige familier og venner, der heldigvis kan følge vores idéer, og som forhåbentlig stadig gider os på den anden side af det her. Uden ekstra hænder til både hus og barn kunne det simpelthen ikke lade sig gøre, og det er vi afsindigt taknemmelige for. Jeg lover jer, vi slagter en ko og holder en fest, når det her er i mål!

lørdag den 28. december 2013

Her i ingenmandsland..

Der har altid været noget specielt over de sidste dage i december. Julen er lige så stille forduftet, og det nye år endnu ikke ankommet med sine løfter om nye begyndelser og frostklare januarmorgener; de sidste dage i det gamle år befinder sig i en form for ingenmandsland, hvor regnskaberne er gjort op, julelysene slukket, og hvor vi venter på at komme videre. Følelsen bliver bestemt ikke mindre af at befinde sig mellem to hjem. Det ene begynder så småt at blive pakket ned, tilværelsen på denne adresse er under afvikling, og samtidig står vores kommende hjem på spring for at blive klar, men er endnu langt fra den drøm, vi nok allerede mentalt er flyttet ind i. Januar bliver en interessant overgang på alle planer, og 2014 kan bare komme an!

Det milde decembervejr har ikke ligefrem været julet, men har givet mulighed for også at afreagere lidt udenfor. Når først der ryger nogle træer, går det op for en, hvor meget plads der egentlig er..


Nu med risgærde mod skrænten

Og plads bag huset!

Lavendelyndigheder ved gavlen

Haveprojektet på ovenstående billede er ikke et resultat af forskruede prioriteringer, men en bonus ved plusgraderne - at vi ikke er nødsagede til at fraflytte projekt lav-en-hel-masse-lavendler, men kan tage hele banden med os. Juhu!





lørdag den 21. december 2013

Det begynder at ligne..

...et hjem.


Væggene i stuen står snart klar til maling, og skorstenen er klar til brændeovnen, der forhåbentligt ankommer som en forsinket julegave inden nytår. Tiden går lige nu med en hel masse detaljer, der tager tusinde år og ikke rigtigt rykker, men som alligevel er vigtige brikker i det samlede puslespil. Der sker noget overalt i huset for tiden, og nye udfordringer dukker op. Lige nu er første prioritet at gøre noget af det bare nogenlunde beboeligt inden vi begynder at flytte ind i januar, og tiden vil vise, hvor høj grad af camping vi må praktisere..

Men når der er lys i stuen, og elradiatoren hamrer derudaf, så begynder der faktisk at være rigtig hyggeligt. Vi GLÆDER os til at kunne sætte varme på rummene, når VVS'eren kommer med radiatorer i starten af januar, og som bonus kan vi også se frem til, at tingene så rent faktisk vil tørre. Det sinker processen, at der er så koldt og klamt i de rum, der ikke er varme i. Men så er det jo godt, at der er rigeligt andet at give sig til end at spartle videre!

Det underlige er, at huset trods byggerod all over allerede inviterer til hygge. Indrømmet, så har jeg overvejet at hænge julepynt i vinduet, men på nuværende stadie er det vist komplet vanvid. Selvom det kunne være så hyggeligt..

onsdag den 4. december 2013

Action - not so much..

Der sker på samme tid ikke ret meget og en hel masse i huset fra dag til dag. Vi er stadig i gang med murværk og fundament til fyrrum, men vi har haft en slags premiere. Opbygning! Godt nok kun to pudsede vægge og et støbeskelet til fyrrumssoklen, men alligevel tager man sig selv i at highfive sig selv og hinanden over det.

Stemningsbillede fra fyraften i går, dagens mål blev nået, og vi tog trætte hjem og hentede vores dreng ved morfar. Heldigvis var han også træt efter en hel dags leg, for forældre er ikke særligt interessante efter en dag i jord til midt på livet. Babyer og istandsættelse er to ord, der ikke rimer helt vildt godt, men det giver motivation til at fortsætte, når det er hans hjem, vi bygger op.

Gårsdagens indsats
 

I dag støbes der sokkel, og i morgen står den på diverse mureropgaver i huset. Der dukkede en del huller og morsomheder frem, da vi skilte køkkenet ad, og heldigvis går det bedre med at lege murer. Efter et par dage i lære hos mig selv lykkedes det at få filtset et par af væggene i stuen, selvom den føromtalte lervæg ikke arbejder særligt godt sammen med moderne puds.


Før pudslaget

Efter pudslag og med sære skygger.

Kodeordet for istandsættelsen må være RUSTIKT! Et pænt ord for, at hjørnerne ikke er skarpe, og kanterne ikke lige. Jeg tror ikke, at der er to vinduer i det hus, der hælder i samme retning, men der er så hyggeligt - især når elradiatoren har kørt en times tid før frokostpausen. Vi glæder os helt enormt til at kunne flytte ind, også selvom det bare bliver i et enkelt værelse til at starte med. Huset bliver hverken helt eller halvt færdigt før indflytning, men bare der er et tørt og lunt rum, vi kan være i, og mulighed for at lave lidt mad, så går det nok. Der dukker konstant nye ting op, senest er vi landet ved den konklusion, at køkkenet må skiftes. Laminatlågerne skiller ad, der var hul i skorstenen bag emhætten, og underlige huler bag skabene, hvor musene har benyttet lejligheden til at indlogere sig. Det skal simpelthen bare fikses, selvom det ikke lige var med i planen, så nu er vi på jagt efter et nyt brugt køkken, så vi kan finde på noget uden at det æder af budgettet. Kreativiteten længe leve, og skøre løsninger vil klæde det lille skæve hus. Håber jeg!




lørdag den 30. november 2013

Karriereskift?

Dagen i dag kan egentlig opsummeres ganske kort: Jeg skal ikke være murer. Det lover jeg.

Det sagt, så går det fremad med væggene i stuen, og tiden vil vise, om murstenene hænger lidt bedre sammen efter dagens anstrengelser. Kønt er det ikke, men der skal heldigvis gips udenpå, og det var god træning til der, hvor det virkelig gælder. Det var nok for optimistisk at tro, at det rakte at se en youtube-video, men de værste huller er fyldt.

Fra dette, hvor bl.a. det gamle puds stadig sidder på meget af væggen..


Til dette på to dages on-off arbejde:


Såfremt det bliver siddende, er turen kommet til væggen bag brændeovnen i morgen, der skal vandskures.Det er nogle interessante vægge, det gamle hus har. De fleste af mursten, nogle bare.. af ler?


Ved laden sker der også sager. Den er snart renset for skrammel og gammel beklædning, og der graves ud til fundament til fyrrummet. Graverne glæder sig til at være i mål med det projekt! Man skal lige have fantasien med, når man forestiller sig det, men det skal nok blive godt.




Og hunden ser betuttet på i det, der egentlig var husets bedste rum, som vi hurtigt kunne gøre klar til base, men som også endte som et projekt. Nu er samtlige rum i huset under renovering eller i brug som opmagasinering af byggematerialer. Godt der er et par måneder til flytning endnu.


onsdag den 27. november 2013

Detox

Det har været en af de dage, hvor man efter en hel dags arbejde egentlig ikke rigtigt kan komme på, hvad man har lavet. Kradset og banket i væggene endnu en gang, hamret på laden endnu en gang, rodet på loftet endnu en gang.. Efter en uges up-tempo nedbrydning er der de drilske områder tilbage, der sidder i hjørner og kroge og råber af os. Det kræver sgu lige en ekstra kop kaffe at gå i gang med den samme opgave for 117. gang, men vi kan vist lige så godt vænne os til det uforudsete.

Det bliver SÅ godt at komme i gang med noget opbygning, frem for den stadige pillen-fra-hinanden, selvom hver tur på genbrugsstationen er som detox for sjælen, når stumper og smuler og sække af musereder bliver kørt væk for aldrig at vænne tilbage. Både vi og huset ånder lidt lettere for hver dag, ikke mindst takket være støvmaskerne, vi her på 6. dagen endelig fik i brug.

Som tak for indsatsen kvitterer huset da også med et festfyrværkeri af det sorte radiatorvand, der ikke ville tappes af før nedskæring. Vi siger tak for den lille overraskelse, og ser frem til hvad de sidste syv radiatorer har at byde på.


Og så tager man sig selv i at sidde i sofaen og længes "hjem". Jeg kunne jo lige...

søndag den 24. november 2013

Nedbrydning

Dagene går lige nu med at pille ned og køre væk. Køre meget væk. Det er helt ufatteligt, hvor meget der kan gemme sig i et tomt hus, og lige nu er der et godt stykke vej til, at det går den rigtige vej i forhold til at skabe det der hjem, vi hele tiden snakker om. Pt. bliver der mindre og mindre hus, for hver dag der går.

Som I kan se, var der egentlig en lys og fin stue, der var "lige til at flytte ind i".



Men de pudsede vægge holdt ikke til en afmontering af kakler og tapet, og med "gad vide hvad der gemmer sig bag det her?" kommer en tilsyneladende beboelig stue hurtigt til at se sådan ud..




Det er planen, at der skal gipsvægge op og pudses nogle murstensvægge, og så satser vi på et gulv i ét plan. Indtil videre bliver der ved med at være ting, der skal brækkes væk. I det mindste er den stadig lys og venlig, og går man udenfor et par gange i løbet af dagen, så får man ro i sjælen.






fredag den 22. november 2013

Stedet hvor lykken kan gro..

Drømmen om at dyrke sine egne grøntsager og klappe sine egne køer er pludselig ikke så langt væk fra undertegnede og familie. Faktisk blot en smuttur og en hulens masse arbejdstimer borte fra der, hvor vi har siddet og drømt og lagt planer igennem de sidste år, for denne ejendom har fået skovlen under os.
 

Derfor er det oplagt at lade denne blog følge vejen fra tanker til handling, når det gælder vores visioner om dyrehold og fornuftig produktion af fødevarer samtidig med, at et familieliv skal balancere og resten af livet skal passes. Men før vi kan sige "Hej ko!" er der lige et hjem, der skal bygges op og et vildnis der skal tæmmes.








Et af de første projekter på vores to-do liste er laden, der trænger til en kærlig hånd. Måske lidt bagvendt, men det gamle oliefyr skal skiftes til et træpillefyr, der skal bo her. Snart. Fik jeg sagt, vi flytter ind om 2,5 måned?



Hvis vi ind imellem husker at tage kaffekoppen med op på bakketoppen, så skal vi nok komme i tanke om, hvorfor vi har kastet os ud i det her.