Det er helt utroligt, så hurtigt tiden går. Intet blogindlæg siden 4. januar?! Nåmen det er jo ikke fordi, der ikke foregår ting og sager. Vi planlægger at flytte ind i huset inden for de næste par uger, og det er faktisk ikke helt urealistisk. Det er til at se en ende på stuen, der mangler de sidste lister og en omgang afsluttende vægmaling, så er den klar til møbler. Køkkenrummet er også ved at være klar til elementer, og burde kunne færdiggøres i løbet af den næste uges tid, hvis ikke der dukker alt for meget uventet op. Såsom et oliefyr, der insisterer på at gå i stykker NU, selvom det kun lige skulle køre en måneds tid eller to endnu, indtil vi er klar med det nye fyrrum. Godt vi har en kreativ VVS'er, der forhåbentligt kan udøve lidt magi på det gamle skrummel.
For at tage en opsummering på det mere tekniske, så har væggene først fået en omgang sandmaling for at give struktur, og derefter vægmaling fra Dyrup i farven Bomuld og glans 10. Det giver hvide vægge, der ikke skærer for meget i øjnene, og passer fint til det gamle hus. Lofterne har fået samme farve i glans 25, og så har bjælkerne fået en Birkehvid i glans 25 for at skabe en smule kontrast. Vi er meget tilfredse med resultatet, det er lyst og venligt uden at blive for hvidt. Gulvet er et Logoclick Vinto egelaminatgulv, der gerne skulle kunne modstå legetøj og hundepoter i en god del år frem. Når det engang skal skiftes, så mind os lige om ikke at vælge usynlige samlinger - der er ikke noget, der bliver usynligt i et skævt hus fra 1827. Men godt ser det ud! Derudover har huset spist alt for mange sække mørtel, en hel del sandspartel og en omgang Fermacell gipsplader, og det er helt vildt, hvor mange underlige småting, der ryger på budgettet. Jeg tror, "akrylfuge" er det mest brugte ord på adressen pt.
Men alt det er I sikkert ikke helt vildt interesserede i - måske I hellere vil se billeder? Here goes!
 |
| Stuen med det nye gulv og færdigmalede lofter |
 |
| Kig mod entréen |
 |
| Men naturen er hele tiden tæt på! |
 |
| Snevejr og ild i brændeovnen |
 |
| Husets første officielle beboer fra søde og hjælpsomme venner |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar