Viser opslag med etiketten landbrug. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten landbrug. Vis alle opslag

tirsdag den 25. marts 2014

I skovens dybe stille ro

Vores lille hus lå midt i en skov. Det gør det sådan set stadigvæk, men der er sket lidt med skoven siden sidst. En stor del af bevoksningen bestod af forvoksede juletræer på rad og række, og det er slut med dem nu. Et par dage med besøg af en meget stor maskine har gjort kål på dem, og grunden ligner nu mest af alt noget, der har været udsat for en eksplosion eller et meget kraftigt stormfald. Men om fire måneder er det hele væk, lavet til flis, og vi kan komme i gang med at plante noget, der er lidt mere interessant.

Når vi når dertil, vil jeg overlade scenen til natureksperten og en uddybende gennemgang af projektet. Det er nemlig ret spændende, sådan noget med skov, og det bliver kønnere, det kan jeg godt garantere.



En del af nåletræerne set fra vejen, før skoventrepenøren gik i gang.



Same setting, blot fra anden vinkel og med mere himmelrum



Der er også flyttet dyr ind på bedriften, en kat og 24 kyllinger af racerne Lys Sussex og La Bresse. Sidstnævnte er en fancy pancy kødrace fra Frankrig, der sælges dyppet i mælk og syet ind i et klæde til mange hundrede kroner pr. styk. Helt så avanceret kommer det ikke til at foregå her, men det bliver interessant, om de kan leve op til deres ry. Lige nu er de bare bittesmå og gule.






fredag den 22. november 2013

Stedet hvor lykken kan gro..

Drømmen om at dyrke sine egne grøntsager og klappe sine egne køer er pludselig ikke så langt væk fra undertegnede og familie. Faktisk blot en smuttur og en hulens masse arbejdstimer borte fra der, hvor vi har siddet og drømt og lagt planer igennem de sidste år, for denne ejendom har fået skovlen under os.
 

Derfor er det oplagt at lade denne blog følge vejen fra tanker til handling, når det gælder vores visioner om dyrehold og fornuftig produktion af fødevarer samtidig med, at et familieliv skal balancere og resten af livet skal passes. Men før vi kan sige "Hej ko!" er der lige et hjem, der skal bygges op og et vildnis der skal tæmmes.








Et af de første projekter på vores to-do liste er laden, der trænger til en kærlig hånd. Måske lidt bagvendt, men det gamle oliefyr skal skiftes til et træpillefyr, der skal bo her. Snart. Fik jeg sagt, vi flytter ind om 2,5 måned?



Hvis vi ind imellem husker at tage kaffekoppen med op på bakketoppen, så skal vi nok komme i tanke om, hvorfor vi har kastet os ud i det her.


torsdag den 26. maj 2011

De syge svin

Det er godt nok ved at være nogle dage siden, den blev sendt, men det er ikke desto mindre stadig en udsendelse med stof til eftertanke: Operation X-udsendelsen fra 22/11-2010 om overmedicinering i dansk svineproduktion.

Det er mig uforståeligt, at man kan sove roligt om natten med de forhold i sin stald. Gu' er det ej en fejl, at man systematisk omgår dyreværnsreglerne og fløjter på forholdsregler omkring antibiotikaforbrug. Der er forhåbentligt heller ikke mange, der kan se en sådan udsendelse uden at studse over de forhold, man byder levende dyr - antibiotikaoverforbrug eller ej.


(Programintroduktion fra http://programmer.tv2.dk/operationx/)

"Sidste år blev der hældt mere end 100 tons antibiotika i dyrene fra den danske svineproduktion.

Men er den danske svineproduktion virkelig så syg, at man skal bruge så massive mængder for at medicinere sig ud af problemerne?

Operation X går undercover i den danske svinebranche for at afsløre de forhold, der fører til et stort forbrug af antibiotika.

Både syge og raske svin medicineres
En lang række regler og retningslinier for god landmandspraksis, skal sikre en fornuftig svineproduktion, hvor dyrene ikke lider unødigt eller bliver alt for syge.

Men på den svinefarm, hvor Operation X får arbejde, bryder man en lang række regler. Overbelægning i staldene og for tidlig fravænning er blot nogle at de forhold, der fører til mange syge dyr og et stort forbrug af antibiotika.

Og hvis man tror at det er dyrlæger der går rundt og medicinerer de enkelte syge dyr, så tager man fejl. Alle svin i en hel stald - syge som raske - får antibiotika gennem drikkevandet.

Et stort forbrug af antibiotika hænger direkte sammen med udviklingen af resistente bakterier. Derfor har der længe været et politisk ønske om at nedbringe forbruget, men i stedet er det steget.

I Danmark har der da også været en stigning i antallet af smittede med den multiresistente stafylokok bakterie; svine-MRSA.

En trussel mod folkesundheden
Operation X taler med nogle af de mennesker der har mærket på egen krop at blive smittet med en bakterie, der i sundhedsvæsenet bliver taget meget alvorligt, og som nogle eksperter mener, kan være en trussel mod folkesundheden.

I andre lande, hvor de bruger endnu mere antibiotika end i Danmark, slås man allerede med konsekvenserne af det. Således mener specialister i Holland, at alle deres svinebesætninger er smittet med den frygtede svine-MRSA.

Morten Spiegelhauer oplever på egen krop, hvordan man bliver modtaget på et hollandsk hospital, hvis man har arbejdet på en svinefarm.

Er danske tiltag ambitiøse nok?
I Danmark vil fødevareminister Henrik Høgh snart lancere den såkaldte "Gult kort-ordning".

Ministeren, der selv er svineproducent, vil med ordningen forsøge at begrænse brugen af antibiotika i svineproduktionen. Men spørgsmålet er om de nye grænseværdier er ambitiøse nok."

Økologi

Det danske Ø-mærke har længe undret mig. Det signalerer kvalitet og overholdelse af de skrappe danske økologiregler, men hvor mange er egentlig klar over, at en vare er kvalificeret til Ø'et, såfremt det blot opfylder oprindelseslandets økologikrav og derefter er ompakket i Danmark?

Dvs. at udenlandske æbler produceret efter andre regler end de danske får det røde Ø-mærke, hvis blot de pakkes her i landet, trods det, at de kan være behandlet med ulovlige midler ifølge dansk lovgivning. Det er efter min mening dybt problematisk, at det i høj grad sår tvivl om en ordning, der for forbrugerne burde være en garant for, at vi får rene produkter, for slet ikke at tale om den skævvridning, der foregår i forhold til vores danske producenter, der kæmper på uens vilkår.

Heldigvis er alle andre lande ikke de rene skurke. Nok er der afvigelser mellem dansk og EU-lovgivning, men de er til at gennemskue, hvad angår tilladte bekæmpelsesmidler i økologisk fødevareproduktion - og som bonus kan det nævnes, at Argentina, Israel, Schweiz og Australien har opstillet regulativer, der svarer til de europæiske standarder. Økologiske varer fra disse lande lever altså i det mindste op til EU-reglerne, om end de stadig ikke er "lige så økologiske" som de dansk producerede.

Det er værd at tænke over, næste gang der skal handles. Det er ikke ligegyldigt, hvad det røde Ø sidder på!