Viser opslag med etiketten økologi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten økologi. Vis alle opslag

søndag den 27. januar 2013

Landshare i Danmark

Som de, der er bekendt med bl.a. Hugh Fearnleys programmer, nok allerede ved, så har de derovre i England godt gang i landshare-projektet. Idéen går basalt set ud på, at nogen har for megen jord og andre for lidt, og så deles man om den - betalingen er del i høstudbyttet. Nu er landsharebølgen ved at ramme Danmark, og Landsforeningen Praktisk Økologi lancerer her i første halvdel af 2013 deres nye site Del Jorden. Her får "jordejere" og "jordløse" mulighed for at mødes og deles om jorden (og om kompost, nedfaldsfrugt og mange andre gode sager, der måtte være i overskud).

Indtil videre er sitet Om Landshare et sted at starte, hvis man er interesseret i landshare-tanken.

Vi har heldigvis have nok indtil videre, men jeg synes idéen er genial. Skal man ud og købe en kolonihave, går økonomien hurtigt fløjten i selvforsyningen, mens det at låne jord af andre giver helt andre muligheder for at etablere sig som grøntsagsdyrker. Jeg er spændt på at følge udviklingen fremover.

torsdag den 26. maj 2011

Økologi

Det danske Ø-mærke har længe undret mig. Det signalerer kvalitet og overholdelse af de skrappe danske økologiregler, men hvor mange er egentlig klar over, at en vare er kvalificeret til Ø'et, såfremt det blot opfylder oprindelseslandets økologikrav og derefter er ompakket i Danmark?

Dvs. at udenlandske æbler produceret efter andre regler end de danske får det røde Ø-mærke, hvis blot de pakkes her i landet, trods det, at de kan være behandlet med ulovlige midler ifølge dansk lovgivning. Det er efter min mening dybt problematisk, at det i høj grad sår tvivl om en ordning, der for forbrugerne burde være en garant for, at vi får rene produkter, for slet ikke at tale om den skævvridning, der foregår i forhold til vores danske producenter, der kæmper på uens vilkår.

Heldigvis er alle andre lande ikke de rene skurke. Nok er der afvigelser mellem dansk og EU-lovgivning, men de er til at gennemskue, hvad angår tilladte bekæmpelsesmidler i økologisk fødevareproduktion - og som bonus kan det nævnes, at Argentina, Israel, Schweiz og Australien har opstillet regulativer, der svarer til de europæiske standarder. Økologiske varer fra disse lande lever altså i det mindste op til EU-reglerne, om end de stadig ikke er "lige så økologiske" som de dansk producerede.

Det er værd at tænke over, næste gang der skal handles. Det er ikke ligegyldigt, hvad det røde Ø sidder på!