torsdag den 26. maj 2011

Økologi

Det danske Ø-mærke har længe undret mig. Det signalerer kvalitet og overholdelse af de skrappe danske økologiregler, men hvor mange er egentlig klar over, at en vare er kvalificeret til Ø'et, såfremt det blot opfylder oprindelseslandets økologikrav og derefter er ompakket i Danmark?

Dvs. at udenlandske æbler produceret efter andre regler end de danske får det røde Ø-mærke, hvis blot de pakkes her i landet, trods det, at de kan være behandlet med ulovlige midler ifølge dansk lovgivning. Det er efter min mening dybt problematisk, at det i høj grad sår tvivl om en ordning, der for forbrugerne burde være en garant for, at vi får rene produkter, for slet ikke at tale om den skævvridning, der foregår i forhold til vores danske producenter, der kæmper på uens vilkår.

Heldigvis er alle andre lande ikke de rene skurke. Nok er der afvigelser mellem dansk og EU-lovgivning, men de er til at gennemskue, hvad angår tilladte bekæmpelsesmidler i økologisk fødevareproduktion - og som bonus kan det nævnes, at Argentina, Israel, Schweiz og Australien har opstillet regulativer, der svarer til de europæiske standarder. Økologiske varer fra disse lande lever altså i det mindste op til EU-reglerne, om end de stadig ikke er "lige så økologiske" som de dansk producerede.

Det er værd at tænke over, næste gang der skal handles. Det er ikke ligegyldigt, hvad det røde Ø sidder på!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar