lørdag den 21. december 2013

Det begynder at ligne..

...et hjem.


Væggene i stuen står snart klar til maling, og skorstenen er klar til brændeovnen, der forhåbentligt ankommer som en forsinket julegave inden nytår. Tiden går lige nu med en hel masse detaljer, der tager tusinde år og ikke rigtigt rykker, men som alligevel er vigtige brikker i det samlede puslespil. Der sker noget overalt i huset for tiden, og nye udfordringer dukker op. Lige nu er første prioritet at gøre noget af det bare nogenlunde beboeligt inden vi begynder at flytte ind i januar, og tiden vil vise, hvor høj grad af camping vi må praktisere..

Men når der er lys i stuen, og elradiatoren hamrer derudaf, så begynder der faktisk at være rigtig hyggeligt. Vi GLÆDER os til at kunne sætte varme på rummene, når VVS'eren kommer med radiatorer i starten af januar, og som bonus kan vi også se frem til, at tingene så rent faktisk vil tørre. Det sinker processen, at der er så koldt og klamt i de rum, der ikke er varme i. Men så er det jo godt, at der er rigeligt andet at give sig til end at spartle videre!

Det underlige er, at huset trods byggerod all over allerede inviterer til hygge. Indrømmet, så har jeg overvejet at hænge julepynt i vinduet, men på nuværende stadie er det vist komplet vanvid. Selvom det kunne være så hyggeligt..

1 kommentar:

  1. Det er sjovt, du siger, at huset allerede nu indbyder til hygge. Det var også min tanke, da jeg så det! Et sødt lille hus, hvor man virkelig har lyst til at hygge foran pejsen :)

    SvarSlet